En god roman til ferien?
Preben MørkbakErik den Røde 1. bind: Skibet og sværdet
Lindhardt og Ringhof
2005
392 sider
299 kroner
Anmeldt af: Grith Lygum
Den nye serie om Erik den Røde er Preben Mørkbaks debut som forfatter, og hvilken debut! Her har vi en rigtig vikingeroman med sværddyster, ofringer til Tor, togter, stridigheder, lidenskabelig kærlighed til kvinder og tugtning af trælle!
Preben Mørkbak er født i 1948 og er journalist og tv-tilrettelægger. Mørkbak har boet fire år på Grønland, og har i tre tv-programmer rejst direkte i Erik den Rødes fodspor sammen med ingen ringere end Søren Ryge Petersen. De mange erfaringer og den store research har blandt andet her har lavet om Erik den Røde har Mørkbak nu brugt til en stort anlagt fortælling om Erik den Røde der er udgivet i to bind.
I første bind om vores store viking, Erik den Røde, Skibet og sværdet, skildres Erik den Rødes, Erik Torvaldsson, barndom og ungdom i Norge hvor han bliver født i 952. Erik fødes ind i slægten Øksne-Torer, og arv og ære betyder meget på denne tid. Omtrent lige så meget som troen og troskaben på og til guden Tor.
Da Erik er 14 år dør hans mor og fader bliver gjort fredløs, så den resterende familie flygter til Island. Her bygger de en gård og et nyt liv op. Erik går ikke godt i spænd med faderen, de er begge stædige og har temperament, og de mange konflikter skaber en dårlig stemning, og varsler at det vil ende galt med så stærke viljer under samme tag. Faderen beslutter sig for at sende Erik i oplæring hos vikingen Skjold-Bjarne. Eriks tid hos Skjold-Bjarne udvikler hans personlighed og evner, og hans ven Torhal følger Erik i tykt og tyndt. Deres venskab har en stor betydning i fortællingen om Erik den Røde. Tilbage hos faderen bliver trælpigen Groa, Eriks første kærlighed, hendes skikkelse bliver først vigtigere i romanen lidt senere hvor hun træder mere i karakter. Mere skal ikke afsløres om hende her, det skal læseren selv have fornøjelse af at læse om.
Faderen er godt tilfreds med Eriks oplæring hos Skjold-Bjarne og ønsker at Erik drager til Norge for at rense slægtens navn, det er en stor opgave der venter Erik, men rejsen mod at rense slægtens navn bringer ham ud på mange eventyr, og det er også her han får navnet Erik den Røde, for lige så rødt som hans lange hår er, lige så rødt brænder hans temperament og stærke vilje. En modig og vilter mand der ikke går af vejen for nogen og som brænder for sin slægt og for troen på sin ven Tor.
Rejsen til Norge og de oplevelser der senere følger bringer et kæmpe persongalleri ind i romanen, og mange spændende skæbner berettes, som læser keder man sig ikke et sekund, men sluger begærligt side for side. Miljøskildringen er ganske enkelt genial. Mørkbak ved meget og det lyser direkte gennem bogen, man mærker hvor dygtig og vidende en mand og forfatter han er, og han deler gavmildt sin viden med læseren, det gør at baggrunden og perspektivet bredes ud på en meget fascinerende vis, læseren trækkes ind i fortællingen, for det er fortællekunst på et plan hvor man ikke kan andet end at blive opslugt og glemme tid og sted. En stor historisk roman der indgår fint i en lang tradition, og så var det da iøvrigt på tide at vi fik skildret Erik den Røde og hans spændende historie.
Til hvert kapitel er knyttet citater fra sagn og folkesange, det giver et ekstra historisk element, og virker elegant og uddybende. I disse citater kan man få et lille hint om hvad kapitlet indeholder. Romanen er også forsynet med kort så man som læser kan følge Erik på hans rejser. Desuden er der forskellige registre over persongalleri og Eriks liv og levned, så som læser er man virkelig godt forsynet med viden, men der er også meget at holde styr på, så det er rart at kunne slå efter og få handlingen helt på det rene. Forsiden og indbindningen må også lige have ros med på vej, meget meget appetitlig, ja man har nærmest lyst til at spise bogen, flotte flotte orange-røde farver og tegninger.
Jeg vil helst ikke afsløre for meget for læserne angående handlingen i Skibet og sværdet, men der kan jo godt afsløres så meget, at skibet og sværdet har en central plads, der rejses og der kæmpes. Erik kæmper både mod dem der har villet slægten ondt og med de enorme kræfter i ham selv der skal tæmmes. Til denne opgave finder han en tro følgesvend i sit livs kærlighed Katla - en meget vigtig figur i romanen og også i bind to, Ploven og sangen. Historisk romankunst der har en vigtig og fascinerende historie at fortælle og Mørkbak gør det på eminent og fin vis, faktisk tvivler jeg på at det kan gøres meget bedre. Mørkbak spinder trådene ud og føjer dem fint samme, skildrer disse historiske personligheder og fordums tider elegant og uden omsvøb. Det er kort sagt fejende flot fortælling. Læs den, endnu i dag!
6 ud af 6 bogorme. Første bind om Erik den Røde, Skibet og sværdet er en umanerlig godt fortalt og velresearchet roman der tryllebinder læserne og hiver én med tilbage i historien. Man rutsjer gennem vikingetiden i godt selskab med Erik den Røde og de mennesker han omgiver sig med undervejs, og lades så alene, alene tilbage når fortællingen slutter, alene af den grund fortjener romanen de seks bogorme. At der så er et bind til er jo heldigt, for det er en roman man let bliver afhængig af!
Hvad skal du læse i din ferie?
Læs flere anmeldelser, deltag i konkurrencer, og find andet litterært guf, samt vores gratis opdaterende nyhedsbrev på www.bookworm.dk - portalen for dig med trang til bøger!

0 Comments:
Send en kommentar
<< Home