Bogormens Univers

Velkommen til Bogormens Univers hvor det fremover skal handle om litteraturen i alle dens afskygninger; genrer, forfatterskaber, værker, læseren og meget andet - så kom og giv dit besyv med her i litteraturens landskab

onsdag, juni 14, 2006

En god roman til strandturen

Maggie O’Farrel
Afstanden imellem os
Cicero
15. april 2005
262 sider
249 kroner

Anmeldt af: Anne Gade Toppenberg

Afstanden imellem os af Maggie O´Farell er en bittersød roman om alle former for afstande mellem mennesker. Romanen passer lige til en regnfuld søndag eller en tur på stranden.

Maggie O’Farrel er en britisk forfatter der med romanen Afstanden imellem os debuterer på dansk. Tidligere har hun dog udgivet to bøger som endnu ikke er oversat: After you’d gone fra 2000 og My lover’s lover fra 2002.

Fra begyndelsen af Afstanden imellem os følger vi parallelt Jake og Stella der befinder sig henholdsvis i Hongkong og London. I Hongkong bliver det kinesiske nytår fejret da Jakes kæreste Mel bliver alvorligt kvæstet. Lægerne spår at hun vil dø i løbet af natten og Jake opfylder hendes brændende ønske om at blive gift med ham. I London er Stella på vej på arbejde da hun ser en mand fra hendes fortid, hvilket fører til at hun stikker af fra sit liv, op til det skotske højland.

Afstanden imellem os er skrevet fragmentarisk, til tider næsten aforistisk, og på den måde lader forfatteren Jake og Stella nærme sig hinanden langsomt. Undervejs er der så mange komplikationer at man næsten bliver helt forpustet. Nogle af dem virker befordrende for handlingen, mens andre er unødige, der blot giver romanen og dens plot et præg af Hollywood-film og fjerner den fra det nære.

Hvad der virker bedre i romanen er forfatterens søgen efter afstande mellem mennesker. Der er geografiske, tidsmæssige, kulturelle, forestillingsmæssige og psykiske afstande, og de er med til at give romanen en særlig dialektik der bringer mange forskellige sider frem i romanens karakterer. Alt i alt er det en udmærket roman der er godt tidsfordriv ved stranden på en varm sommerdag, men plottet er for tyndt til at den vil blive husket længe.

4 ud af 6 bogorme. Fordi Afstanden mellem os er en udmærket og underholdende roman, der dog ikke tåler mange genlæsninger og derfor tildeles de to sidste bogorme ikke.

Læs flere anmeldelser, fordyb dig i artikler, deltag i konkurrencer og tilmeld dig vores gratis bog-opdaterende nyhedsbrev på www.bookworm.dk

2 Comments:

Send en kommentar

<< Home

Weblog Commenting and Trackback by HaloScan.com