Bogormens Univers

Velkommen til Bogormens Univers hvor det fremover skal handle om litteraturen i alle dens afskygninger; genrer, forfatterskaber, værker, læseren og meget andet - så kom og giv dit besyv med her i litteraturens landskab

onsdag, juni 07, 2006

Sommerglæder.....

Pia Buusmann
Sommerglæder
Aschehoug Dansk Forlag
2005
64 sider
199 kroner

Anmeldt af: Grith Lygum

Pia Buusmann prøver med hobbybogen Sommerglæder at sprede lidt sol og sommer, frisk brise og duftende blomster. Bogen er hyggelig at hoppe ind i...

Pia Buusmann er hobbybogs-forfatter og har tidligere skrevet Aschehougs store julebog i 2004, Romantiske bryllupper fra 2002, Pias påskebog og Sommersjov for børn der også er udgivet denne sommer. Nu er hun aktuel med en ny hobbybog for voksne!

I Sommerglæder introducerer Pia Buusmann en række forskellige hobbyprojekter, nogle lette, andre mere komplicerede. Alle ting der gør sommeren mere dejlig, og i en del af forslagene kan børn også deltage. Pia Buusmann indleder bogen med et afsnit hvor hun giver gode råd om de forskellige slags materialer hun benytter sig af i de forskellige ideer. Det er blandt andet oasisfix, ståltråd, blomstertape, plakatmaling, fimo, decoupage og glasmaling.

Så kommer Buusmann ellers med den ene sommerlige hobbyidé efter den anden, det er for eksempel ting som flaske med blomster og lyskrans, kander med latyrus og sten, sommertaske med bomber, kugle med persille, pose til klemmer, bakke med indpakningspapir, sommerkort, kande med kyllinger, hurtig dekoration med kirsebær, krans med kornblomster og stjerneskærm, sommerdug med blomster, parasol med kæmpesnegle og grillbord. Mange gode forslag, varierede der gør at der er lidt for alle, lidt for enhver smag. Stilen er dog romantisk og sommerpræget, så disse skal naturligvis tiltale læseren. Jeg synes der er mange af ideerne der er søde, der er også enkelte der falder udenfor min smag, men som sikkert vil falde i andres.

Pia Buusmanns Sommerglæder ligger meget tæt på den netop anmeldte Maria Løfstedt og Palla Masdóttirs Sommerliv - Tips og ideer, sidstnævntes er dog lidt mere varieret, indddrager blandt andet naturkosmetik-opskrifter. Pia Buusmann giver et væld af gode ideer, og det hele er flot fulgt op med fotografier Jes Buusmann, en dygtig fotograf der er involveret i mange bogudgivelser. Ideerne ligger dog meget indenfor det samme område, og ligger på den måde side om side med hinanden.

Man savner som læser nogle ideer der kan give lidt modspil til de forrige sider. Ellers har jeg ikke noget at udsætte på hobbybogen, den er fin og vil helt sikkert være brugbar for mange læsere. En sommerlig sød og brugbar hobbybog som denne udløser fem bogorme. Det kan dog undre mig meget at Aschehoug Dansk Forlag udgiver to hobbybøger med temaet sommer så tæt op af hinanden, men markedet er åbenbart til det, så fred være med det. Når det begge er flotte udgivelser er der jo heller ikke noget at klage over.

5 ud af 6 bogorme. Sommerglæder er en flot hobbybog med en mængde gode forslag til sommer-projekter. Jeg savner lidt variation udover det romantiske, og den sidste bogorm stak derfor af fordi den ikke havde lyst til at være romantisk mere.

Læs flere anmeldelser på www.bookworm.dk, hvor du også kan tilmelde dig et gratis opdaterende udgivelse-nyhedsbrev, deltage i konkurrencer med mere.

Weblog Commenting and Trackback by HaloScan.com