Bogormens Univers

Velkommen til Bogormens Univers hvor det fremover skal handle om litteraturen i alle dens afskygninger; genrer, forfatterskaber, værker, læseren og meget andet - så kom og giv dit besyv med her i litteraturens landskab

tirsdag, november 07, 2006

Med venlig deltagelse

Erling Jepsen
Med venlig deltagelse
Borgen
2006
221 sider
229 kroner

Anmeldt af: Susanne Groth Schmølker

Med venlig deltagelse er fortsættelsen af Erling Jepsens tidligere roman Kunsten at græde i kor. Her kan man læse, hvordan det er gået familien siden hen.

Erling Jepsen havde sit store gennembrud med romanen Kunsten at græde i kor i 2002. Romanen er ved at blive filmatiseret og kommer i biograferne i foråret 2007. Desuden har Erling Jepsen skrevet romanen Frygtelig lykkelig, der ligeledes finder sted i Sønderjylland, og udkom i 2004.

Allan og hans psykisk syge søster Susanne har ikke været hjemme hos deres forældre i ni år. Men hvis man tror, at det er på grund af farens seksuelle overgreb på Susanne, så tager man grueligt fejl. Faren selv har brudt med sine børn og bedt dem om at holde sig væk. Først da han dør, genoptager børnene kontakten med deres mor. Allan sender en buket samt kort med ordene ”Med venlig deltagelse”. Efter Allan og Susanne er blevet genforenet med deres mor, viser det sig, at ikke alt er, som det skal være. Moren har travlt med at flytte fra barndomshjemmet og slette alle spor efter farens eksistens. Hun virker manipulerende, og man kommer til at spørge sig selv, hvor uskyldig og uvidende hun egentlig var om både overgrebene på Susanne og farens adskillige blodpropper, som til sidst førte til hans død.

Allan begynder da også at efterforske sin fars død, og det viser sig, at moren, med næsten hele landsbyens billigelse, stille og rolig har taget livet af faren. Hvorvidt hun også fik den unge reservelæge på hospitalet til at slukke for farens respirator, finder man aldrig helt ud af, men der er meget, som tyder på det. Interessant er også den irakiske læge Hawas, der virker som en af de få normale mennesker i hele byen. Ikke desto mindre er det ham, der formentlig hjælper moren med at tage livet af faren, og Allan stiller sig selv spørgsmålet, om hans far mon er blevet det første danske offer for Irakkrigen.

I det hele taget viser moren sig som en manipulerende og usympatisk kvinde, der alligevel aldrig bliver stillet til ansvar for sine gerninger. Opholdet i Sønderjylland virker også stærkt på de to hjemmevendte børn. Mens den sindssyge Susanne opfører sig forholdsvis normalt, er det Allan, der tynges med tankerne om farens død og minderne om barndommen. I en dramatisk showdown er Allan tæt på at miste sin forstand, inden det lykkes ham at slippe fra sin families ødelæggende kraft og vende hjem til København.

Med venlig deltagelse er en god, underholdende roman, der på Erlings Jepsens sædvanlige vis er bidsk, skarp og spækket med underfundig ironi og humor. Alligevel er den ikke lige så god, bidsk og skarp som Kunsten at græde i kor. Dette skyldes nok for det første, at fortællerperspektivet ikke længere er fra det naive barn Allan, der fortæller ud fra et barns verden, men både fra den manipulerende, usympatiske mor og den voksne Allan, der mere og mere risikerer at miste sin forstand. Desuden er det svært at forstå romanen, hvis man ikke har læst Kunsten at græde i kor.

Når det er sagt, er det fantastisk, hvordan Erling Jepsen formår at gøre det ambivalente og problematiske had- og kærlighedsforhold mellem far og søn tydeligt. Som læser tager man tit sig selv i at have ondt af en far, der tidligere har seksuel misbrugt sin mindreårige datter. Det faktum, at livet ikke kun er sort eller hvidt, men har masser af gråzoner, er fremstillet på en utrolig fascinerende måde.

4 ud af 6 bogorme. De to manglende bogorme skyldes, at fortsættelser sjældent er lige så gode som den forrige bog. Selvom bogen er god, så er det dog en ulempe, at man først skal have læst den første roman for at kunne følge rigtig med. Og sammenlignet med Jepsens anden roman Frygtelig lykkelig, føler man ligesom, at der mangler noget vid, bidskhed og humor. Bogen virker ikke helt afrundet, men for alle, der har læst Kunsten at græde i kor, er bogen absolut anbefalelsesværdig.

Læs flere anmeldelser og lad dig fascinere af meget andet litterært på www.bookworm.dk, hvor du også kan tilmelde dig vores gratis nyhedsbrev, så du løbende bliver holdt opdateret omkring aktuelle bogudgivelser.

1 Comments:

  • At 8:32 AM, Anonymous Laura said…

    Jeg laeser Dansk in Tyskland og vi laeser i moment romanen. Den er meget interessant!

     

Send en kommentar

<< Home

Weblog Commenting and Trackback by HaloScan.com